Om Østerport projektet

Attraktive boliger til såvel par som singler
Your search results

Byomdannelse – nyt kvarter, nyt ansigt

Der har gennem en årrække været arbejdet med at omdanne kvarteret, der afgrænses af Østre Allé, Nyhavnsgade og Skibsbyggerivej. Det overordnede mål for omdannelsen af området er at give det en karakter, så det løftes fra at være en lidt forsømt indkørsel til Aalborg til at blive et attraktivt bolig- og erhvervskvarter, der kobler Vejgaard til Øgadekvarteret – samt forbinder det klassiske Øgadekvarter med den nyere bebyggelse ved havnefronten. Den arkitektoniske udformning tager afsæt i denne sammenbindende funktion, hvor bebyggelsen tilpasses det eksisterende bymiljø mod Øgadekvarteret med nedtrapning af bygningshøjden og gennem anvendelse af klassiske røde teglsten fra nærområdet. Bygningshøjden forøges gradvist i retning mod havnefronten for at skabe en naturlig tilpasning til områdets skala og udtryk – både arkitektonisk samt materialemæssigt med den grønne aluminiumsfacadebeklædning.

Desuden har det været afgørende at skabe en tydelig byfront mod Østre Allé og Nyhavnsgade, der samtidig skærmer området mod trafikstøj. Endelig har det været vigtigt at skabe et bykvarter med en tydelig identitet, hvor der kan opstå byliv og aktivitet det meste af døgnet, og hvor det centrale, grønne Torv spiller en væsentlig rolle som omdrejningspunkt for et lokalt mikromiljø.

Trafikforsyning sker fra krydset Skibsbyggerivej/Østerport, hvorfra der også er adgang til kollektive busforbindelser. Herfra ledes man til Torvet, hvorfra alle bebyggelser trafikforsynes.

Hovedgreb for Østerport projektet 

Østerport projektet bygger videre på ideen om en åben karrestruktur.

Bebyggelsen placeres på en base tilbagetrukket fra vejskel mod Skibsbyggerivej, hævet en halv etage over terræn. Basen indeholder parkeringskælder og sikrer at boligerne hæves over fortovsniveau og sikrer boligerne mod indkig. Basen beplantes med bede og træer og med dens trappeforbindelser til gaderum og nabobebyggelser vil den blive et væsentligt rekreativt og visuelt tilskud til kvarteret. Fra basen er der adgang til boligerne og herfra er der direkte adgang til fælleshus og værksteder.

Kantzonen mod syd og vest beplantes og suppleres med siddemuligheder.

På basen placeres to bebyggelser – et U-formet hus (Karréhuset) der skærmer mod trafikstøj fra Skibsbyggerivej og et hus der flankerer Torvet.

En velkomst i særklasse

Ved ankomst i bil mødes man af Porten/Havehjørnet – et elegant overdækket ”Kiss and Goodbye”-område med indkørsel fra Østerport. Her bliver afsætning let og bekvem, hvad enten man kommer som gæst eller beboer.

Karréhuset trapper op fra 4 etager mod syd til 6 etager mod nord, og tilvejebringer dermed optimale solforhold i gårdrummet. Boliger i stueplan indrettes som rækkehuse med mulighed for adgang fra basen og egen have.

Huset indeholder i del af stueplan bebyggelsens fælleslokaler, der bliver bebyggelsens samlingspunkt og ansigt udadtil. Fælleshuset tilbyder lounge, køkken, spisesal, opholdsrum og værksteder. I forbindelse med fælleshuset etableres der en stor hævet terrasse med udekøkken og grillområde. På etagerne ved fælleshuset indrettes der en gæstebolig til overnattende gæster. Det tilgodeser at beboerne selv ved højtider kan have overnattende børn og børnebørn. På taget disponeres der fælles tagterrasser og orangeri.

Boligdiversitet

Østerport tilbyder attraktive boliger til såvel par som singler. Projektet indeholder en variation i boligstørrelser som understøtter dette. Boformen er møntet på segmentet 55+, men der ønskes en god aldersspredning og en blandet social og erhvervsmæssig baggrund; pensionister og erhvervsaktive i en skøn blanding. Da målgruppen primært er seniorer, indrettes boligerne så det er muligt at blive i egen bolig, hvis der opstår lettere plejebehov.

Opgange bearbejdes tematisk, så der skabes forskellighed fra opgang til opgang, og hvor beplantning og mindre opholds nicher indgår naturligt.

Sammenlign lejemål